Skjold Kirkevej 20B, 7130 Juelsminde, Tlf.: 75 68 24 29
Måltider og frokostordning

Morgenmad;
Morgenmad serveres fra 6.10 til 7.30
Her serveres hovedsagligt havregryn med minimælk og frugt.
Der bliver tilbudt grove hjemmebagte boller hvor det er muligt at komme smør og ost på.
Osten skal have en fedtprocent på max 18g. pr. 100g, svarende til en 30 ost.
Der tilbydes minimælk eller vand til måltidet.
Anbefalingerne for surmælksprodukter er maks. 1,5g fedt pr. 100g. og for mælk 0.5g.fedt pr. 100g.

Mellemmåltid om formiddagen;
Formiddagsmad spises mellem kl. 9.00 og 9.30
Idrætsbørnehaven serverer formiddagsmåltidet, som består af forskellige former for brød samt frugt eller grønt.
Der tilbydes vand fra egen drikkedunk til dette måltid.

Frokostmåltidet:
Frokost serveres mellem 11.15 og 12.00
2 dage serveres der rugbrød eller smør-selv.
Køkkenet anretter fuldkornprodukter, pålæg, æg, fiskepålæg, samt frugt og grønt.
De voksne skal hjælpe børnene i det omfang det er nødvendigt, og ligeledes støtte barnet i valget af produkter, således at barnet får en varieret kost.
Halvdelen af grøntsagerne der tilbydes vil være grove, da de har et højere fiberindhold, fx rodfrugter, gulerod, broccoli, og blomkål.
Pålægstyperne vil være varierende og der vil være 3-4 slags at vælge imellem. Typerne skal leve op til anbefalingerne om max 10 % fedt pr. 100g.
Fuldkornsprodukterne skal leve op til anbefalingerne om et fiberindhold på min. 8g. pr. 100g.samt et fedt indhold på max. 8g. pr. 100g. Ligeledes skal anbefalingerne for hvidt brød efterleves med et fiberindhold på min. 5g. pr. 100g.og et fedt indhold på max. 5g. pr. 100g.
1-2 dage laves der varmt/lunt måltid.
Køkkenet fremstiller disse retter og der vil blive varieret mellem valg af produkter som fx ris, pasta og kartofler, samt fjerkræ, svine- og oksekød og fisk.
Til den lune/varme ret vil der altid indgå grønt, enten som tilbehør til retten eller som en del af retten.
Det anbefales at serverer kartofler i halvdelen af de varme frokostmåltider, og ris, pasta, bulgur og cous cous skal hovedsagelig være fuldkorns produkter.
Hvis der anvendes frosne kartoffelprodukter eller andre færdigretter, bliver anbefalingerne om max 5g.fedt pr. 100g. efterlevet.
Der tilbydes mælk til frokosten.

Mellemmåltid om eftermiddagen;
Eftermiddagsmad spises kl. 14.00-15.00.
Idrætsbørnehaven serverer eftermiddagsmaden. Dette kan fx bestå af forskellige former for brød eller grød samt årstidens frugt eller grønt.
Der tilbydes vand fra egen drikkedunk ved dette måltid

Drikkevarer;
Børnene skal selv medbringe drikkedunke med vand.
Det er ikke tilladt at medbringe saft, juice eller andre sukkerholdige produkter.

Spisepolitik;
Der skal altid vaskes hænder inden og efter et måltid.
Måltidet danner rammen for socialt samvær hvor der kan snakkes og lyttes til hinanden også selvom man er færdig med at spise. Der tilstræbes derfor at alle venter på hinanden, således at ingen forlader bordene før alle er færdige.
Der skal være ro og hyggelig stemning under spisning for at fremme udviklingen af gode spisevaner.
Maden skal nydes og spises i roligt tempo.
Der skal smages på maden, men ingen tvinges til at spise op, hvis der gives udtryk for negativ følelse omkring måltidet.
Skældsord om det serverede måltid som fx adr, føj, og ulækkert er ikke tilladt og vil blive forsøgt minimeret mest muligt.
Måltidet kan have pædagogisk betydning hvor det er muligt at drøfte emner som fx sund kost.
De voksne er rollemodeller, og de bør spise på samme tid som børnene.


Skjold Kirkevej 20B, 7130 Juelsminde, Tlf.: 75 68 24 29